Man har i et stykke tid kunnet besøge området omkring det ødelagte atomkraftværk i Fukushima som turist. Der er åbnet nye hoteller og museer inden for grænserne af det tidligere evakuerede område, og faciliteterne er blevet bedre og bedre.
Men nu kan man faktisk også komme på en rundtur inde på selve det ødelagte værk. Man kommer ikke helt tæt på de nedsmeltede reaktorer, men står på et udsigtspunkt 100 meter fra dem og får en briefing om, hvor langt man er kommet med oprensning og sikring af anlægget for fremtiden.
»Få et perspektiv på første hånd af begivenhederne 11. marts 2011 på denne guidede todagestur fra Tokyo til Fukushima«, hedder det på rejsebureauet Wonder Travels hjemmeside.
»Få en dybere forståelse for, hvad der skete dengang, og hvad der er sket siden. Din guide (som vil medbringe en geigertæller) vil føre dig sikkert ind på atomkraftværket Fukushima Daiichi, der blev ramt, og give dig en enestående indsigt i, hvad det var, der skete«.
