Røven af en sølvgrå Volvo XC90 stikker op fra grøften og blinker i mørket. En ung gut med kort hår i siderne står og ser træt ud i sorte adidasbukser med nogen i telefonen, der ikke er fornøjede over meldingen. Sneen lægger sig i lag oven på frisuren. Vi snegler os forbi på vej dybere ind i fjordene.
I Bergen regner det, og for hver kilometer, vi kører, fryser det mere og mere til. En fjord ligger på venstre side, og et fjeld stikker lodret op i himlen på højre side.
Voss ligger og lyser op for enden af søen Vangsvatnet. Som små gule nødsignaler kan man se den nye gondollift boomerange fra byen til toppen og tilbage igen.
Voss kommune huser to af de tre skisteder, vi skal besøge på bare fire dage. Voss Resort ligger stort set lige oven i Voss by, Myrkdalen Skisenter ligger bare 35 minutter længere ind i landet, og Sogndal Skisenter ligger knap tre timer nordpå. Alle tre steder ligger i Vestland og er en del af det, de på turistsprog kalder Fjordnorge. Navnet giver sig selv.
