Det er ikke just komforten, der er hovedattraktionen i sporvognslinje 12, også kendt som St. Charles. Den gamle grønne sporvogn ryster og skramler, og til tider er larmen altoverdøvende, især fordi en del vinduer står åbent, så den fugtige varme bliver mere udholdelig, men som til gengæld lukker trafikstøjen på St. Charles Avenue ind.
Vi er i New Orleans, hvor vi netop er hoppet om bord på den grønne sporvogn, der ligner noget, der er bygget i 1960’erne. Tankerne flyder mod de såkaldt gode gamle dage, når vi sætter os på de hårde træsæder og ser chaufføren betjene vognen med manuelle gearstænger og håndtag. Af og til ringer chaufføren med en klokke, og når vognen skal stoppe, trækker vi i en metalsnor, der går hele vejen gennem vognen.
I vognen er der godt med passagerer, og det er tydeligvis både lokale og turister. Måske en 10-15 stykker, da vi hopper om bord ved Canal Street, der er linjens ene endestation. Det er lige der, hvor New Orleans’ business-kvarter ramler ind i det berømte French Quarter – kvarteret, hvor barer, musik, turister og sære eksistenser er ved at vælte over hinanden i en unik dans. Herfra bevæger vognen sig via St. Charles Avenue gennem forretningskvarteret på vej mod det såkaldte Garden District, der er fyldt med store elegante sydstatsvillaer og hjemsted for flere berømte musikere og skuespillere.
St. Charles-linjen er den ældste sporvognslinje i verden, der har været i konstant drift. Siden 1835 har den fragtet passagerer gennem New Orleans, hvor den i første omgang blev trukket af dampdrevne lokomotiver eller heste og muldyr, inden linjen i 1893 blev elektrificeret.
