Det er min sidste aften på Hven, og solen dykker ned bag Espergærde på den danske strandvejskyst som en glødende elektrisk appelsin. Ret forude ligger Kronborg i et sart orangefarvet lys, så tæt på, at det føles, som om jeg kan række ud og røre det gamle renæssanceslot.
Hven er noget underligt noget, som øen ligger der i det nordlige Øresund og altid er til stede i københavnernes og nordsjællændernes bevidsthed.
Øens placering i Øresund mellem en firkant af storbyer og provinsbyer, Helsingør, Helsingborg, Malmø og København, får mig til at tænke på tegneserieforfatteren Gary Larsons vidunderlige øde ø-joke fra 1980’ernes ’Langt ude’-serie, hvor to mænd er strandet på en lillebitte øde ø i en lillebitte park, hvor ingen af de lokale, der går med hunden eller cykler en tur, værdiger dem et blik. Simpelthen fordi de er blevet for almindelige og for længst er holdt op med at være et særsyn.
»Jo! Jo! Nu sker det, Allan! Ham med hunden! Jeg tror, han har set os!«.
