Den her plante hedder jaraguá. Da jeg var barn, var alle tagene på husene lavet af jaraguá«, forklarer Francisco Ramírez, før han forsvinder ind i skoven, hvor han fermt baner sig vej i det tykke virvar af planter og træer.
»Den her hedder guapinol«, fortsætter han og lægger sine furede hænder på et knudret, løvrigt træ. »Vi bruger barken, sammen med barken fra guarumotræet, som medicin til at rense kvinders skød efter en fødsel«.
Ramírez, der er iført en slidt langærmet bluse, bukser med flænger i og sin evige sombrero, er bedre kendt i landsbyen som don Francisco. Den 60-årige landmand har boet hele sit liv i El Amatillo, et landbrugssamfund langt ude i junglen på grænsen mellem Guatemala og Honduras i Centralamerika.
Don Francisco hører til et af de oprindelige guatemalanske folkeslag, nemlig chor’ti’-folket, som er et af de 21 forskellige mayafolk, der stadig lever i Guatemala. I tusindvis af år dyrkede mayaerne deres marker midt inde i de lokale skove, hvor de skabte et enestående dyrkningssystem baseret på respekt for naturens balance og ressourcer og den gensidige forbundethed mellem planterne og deres omgivelser.
