Vi har ikke lukket et øje, for temperaturen har ikke været under 25 grader hele natten. Om dagen er her +40, og varmen har længe været ved at gøre os skøre. Vi har sovet, eller forsøgt at sove, i vores bil, som vi fik lov at parkere i et ældre ægtepars baghave i en lille landsby i det sydlige Tadsjikistan.
Klokken 4.30 står vi op, vi har begge opgivet at falde i søvn, så vi pakker sammen, lægger en pengeseddel under en opvaskebalje til ægteparret som tak og kører mod solens morgenstråler, videre mod Khorugh, hovedbyen i Pamir-bjergene og vores første stop på vejen fra Dushanbe i Tadsjikistan til Osh i Kirgisistan ad den berygtede Pamir Highway.
Vejen er fuld af huller, bump og store løse sten, Pamir Highway er den dårligste vej, vi endnu har mødt på vores køretur fra Danmark til Centralasien. Støvet hvirvler omkring bilen, når vi kører, og finder på snedig vis vej ind i kabinen, selv når vinduerne er lukkede, så luften smager lidt af støv.
På den ene side er den stejle bjergskråning, på den anden side løber Pjandzj-floden, som udgør grænsen mellem Tadsjikistan og Afghanistan. Mange steder er floden så smal, at jeg forestiller mig, vi ville kunne vade lige derover og røre ved de hvide Taleban-flag, der vajer i sommervinden. En afghansk landmand skubber sin plov og to køer foran sig hen ad marken, og jeg forstår godt, han er i gang før klokken 6, for solen og varmen er allerede nådesløs.
