Da svenske Jonas Böhlmark i sidste uge ankom til København, var det ikke, som en gængs turist kommer til byen.
»Han kom her rundt om hjørnet og vinkede til os«, fortæller Morten Kryger Wulff og peger ud på vandet i havnen. Han sidder i en af hovedstadens mindste barer, Svajerbar, der hører hjemme i en ombygget skibscontainer på Kalvebod Bølge, der med sin promenade bugter sig ud i havnen.
»Vi vinkede tilbage til ham, og så spurgte han, om der var et sted, han kunne sove«.
For Jonas Böhlmark er det ikke uvant at træde ind i folks liv på denne måde. Han har i mere end et år været på farten – de sidste mange måneder med fødderne balancerende på et SUP-bræt og med et fast greb om en pagaj, han trækker sig frem med. Højre, venstre, højre.
