»Det er ikke logisk, det er ikke rationelt – det er kærlighed«

Allerede fra første fløjt er der fans, der danser, og da Arsenal kommer foran 3-0 er euforien total. Vi er omkranset af mænd, der falder venner og fremmede om halsen, min sidemand råber »get in!« og krammer sin far.

Ud af øjenkrogen kan man ane de to gutter, vi har fulgt fra lufthavnen i København til stadion i London. Alt »går op i en højere enhed« for dem lige nu, midt i kampen og på den tur, de har gentaget så ofte, og hvis mål altid trækker dem tilbage.

»Det er kærlighed til sporten, til Arsenal, til livet. At mærke et fællesskab, familie og et sus. Det er svært at beskrive for folk, der ikke har prøvet det, men det er den ultimative oplevelse som fodboldfan. Nogle er så privilegerede, at stadion ligger lige i baghaven, men nu er vi blevet forelsket i en klub i London«.

Ordene er Gösta Gauffins. En fan af fodboldklubben Arsenal, der sammen med sin bedste ven Rasmus Neimann Thomsen deler en passion, der gang på gang driver dem op i et fly og mod holdet, de elsker.

Fotograf Emil Bay og jeg har fået lov at følge dem til en kamp mod Chelsea, og ni timer inden kampstart tog vi til Københavns lufthavn i Kastrup for at møde dem.

Lidt for sent, lige til tiden

Min telefon vibrerer i lommen, da der tikker en sms ind fra Gösta Gauffin.

»Jeg har haft to møder, som er trukket ud, så er der først om 20 min«, skriver han. Allerede inden turens startskud har lydt, er vi bagud. Utålmodigheden overvinder os, og vi vender om fra lufthavnens metrostop og sætter kurs mod den anden af de to gutter, vi skal følge til London i dag.

Under det store ur finder vi Rasmus Neimann Thomsen i en skarp hvid skjorte, navy-blåt jakkesæt og laksko – også han er senere i lufthavnen end planlagt.

»Møderne trak ud, og så ville de også ud til frokost bagefter«, siger han med en blid og rolig stemme, der maskerer frustrationen bag. Den stemme kan godt sælge mig en brugtbil, tænker jeg, men Rasmus Neimann Thomsen sælger ikke biler. Han er økonomichef i en energivirksomhed, og så har han været indædt fan af Arsenal siden start-00’erne.

I gate C27 finder vi omsider Gösta Gauffin, som har sneget sig forbi os, mens vi ventede på ham i Duty Free. Han smiler bredt med hovedet en smule på skrå, da han omfavner sin gamle ven, giver hånd til mig og går direkte mod boarding.

»Det er den autentiske oplevelse, I er med på her«, siger han til os, mens jeg tjekker tiden – 13:56 står der. Der var boarding for 11 minutter siden.

Rasmus Neimann Thomsen griner: »Som dengang de måtte kalde os over anlægget, fordi du skulle have full english breakfast«. Jakkesættet nåede Gösta Gauffin da at skifte ud af, bemærker Rasmus Neimann Thomsen, men det må være fra business til business casual, for det er stadig i en hvid skjorte med en svigermorpleasende pullover, at Gösta Gauffin leder os som de sidste om bord på flyet.

I luften får Rasmus Neimann Thomsen og Gösta Gauffin serveret to forudbestilte øl i ægte prepperstil. De lander på et tørt sted. Fem møder nåede Gösta Gauffin igennem på sin halve arbejdsdag. Han er statsautoriseret revisor og har en tætpakket hverdag.

»Det er også derfor, jeg elsker at flyve. Man bliver tvunget ind i et frirum uden forstyrrelser«, siger han. Om små seks timer sætter vi os på stadion i London, hvor deres klub af hjerteblod, Arsenal, kan spille sig på førstepladsen i Englands bedste fodboldrække.

Som at komme hjem igen

Efter touchdown i Heathrow går vi direkte mod den nye toglinje til byen. Der er ingen dødvægt i form af tung bagage, kun små, lette tasker på skuldrene.

»Vi skal med Elisabeth line, det er hurtigere!«, siger Gösta Gauffin.

»22 minutter til næste afgang?!«, udbryder jeg, da vi finder det rigtige spor.

»Nej, så bliver det metro!«, beslutter Gösta Gauffin hurtigt.

De to rejsevante fodboldfans marcherer fra spor til spor i et absurd tempo, mens jeg halser efter og falder ind og ud af den samtale, de fører uden problemer. Kampen dingler som en gulerod for øjnene, og hurtigt sidder vi alligevel i metroen på Piccadilly, der tager os direkte til Arsenal-land.

»Mere tid til øl«, siger Gösta Gauffin.

De to mødtes på et arbejde tilbage i 2005, blev tætte venner, har set hinanden finde kærligheden og få børn, og så har de været på et væld af rejser sammen til den klub i London, de elsker. Næste år fylder de begge 40 år, som pseudotvillinger født af kærligheden til Arsenal.

»Vi har fået børn, hverdagen går op i standardting og madpakker, og det elsker jeg også, men det er et frirum, når vi tager herover. Jeg synes jo også, det handler om venskab. Tit ringer han, mens jeg laver aftensmad, så passer det dårligt, og når jeg ringer tilbage, arbejder han måske. Vi går tit forbi hinanden, så de her ture, hvor vi rejser sammen, kan noget helt andet«, siger Rasmus Neimann Thomsen.

»Det er noget, vi holder fast i. Det er fantastisk, at selv om han nu bor i Aarhus, kan vi stadig mødes om Arsenal«, lyder det fra Gösta Gauffin.

I et årti rejste de en-to gange om året for at se Arsenals kampe. Til tider på hjemmebane, andre gange ude. Gösta Gauffin har også været på bustur til Dortmund og brugt en iskold februraraften i Östersund – en rigtig »connaisseur-kamp«, siger han. Vi nærmer os Islington, det område, de altid bor i, når turen går til London.

»Det er som at komme hjem igen«, siger Gösta Gauffin, da vi går fra metrostationen mod deres hotel. Han har været fan af klubben siden 1998. Ved indtjekning har vi seks minutter til vores bordreservation på en burgerrestaurant i nærheden.

»Det når vi«, siger Gösta Gauffin uden spor af tvivl i stemmen. Tempoet er højt, men pulsen er lav, da det pæne overtøj bliver flået af og udskiftet med røde Arsenal-trøjer.

Sjove tider og dårlige tider

For de to er burgere og øl inden kampstart en tradition, der går lige så langt tilbage som deres første tur sammen i slutningen af 00’erne.

Der bliver hurtigt bestilt fire gange Dead Hippie-burgere og IPA’er, der ikke helt har »haze« nok til Gösta Gauffin. Huttelihut-stemningen føles distanceret for et kort øjeblik.

»Der er jo intet som fodbold, når man er så følelsesmæssigt knyttet til det. Fodbold er kærlighed, det er både positive og negative følelser«, siger Gösta Gauffin, der har talt sig varm.

»Nu er det sjove tider igen. Så føles det bare helt fantastisk, for vi har prøvet de dårlige tider, ørkenvandringen og at være helt nede, men vi er stadig taget over og har set kampe. Man følger sit hold i tykt og tyndt, det er en konstant, man har i livet. Det er ikke logisk, det er ikke rationelt – det er kærlighed«, slår han fast.

Ordene får lov til at svæve for sig selv et par sekunder. ’Blue Monday’ af New Order banker fra væg til væg i restauranten, det føles, som om der er puls i burgerens pickles.

»Jeg har for år tilbage sagt til min hustru, at jeg elskede Arsenal, før jeg elskede hende. Det er en konstant, hvor jeg er følelsesmæssigt tilknyttet«, siger Gösta Gauffin. Han nævnte sågar i sin bryllupstale, at Arsenal vinder, hver gang hustruen er med på stadion.

»Og den weekend, hun sagde ja, vandt de også«, griner han.

Den ultimative frihed

»Allez, allez, allez«, synger en hær af mænd i jeans og røde Arsenal-trøjer med åbne jakker udover. The Gunners Pub er et mekka med fadøl og en friturestegt menu, som Arsenal-fans fra hele verden valfarter til. Gösta Gauffin og Rasmus Neimann Thomsen har fundet en pilsner hver, skuldrene sænkes roligt, og smilene breder sig på deres læber.

»Et legendarisk sted«, gentager de begge to.

En gruppe herrer i fyrrerne tyller øl, en af dem forsøger at fortælle en historie, men blinker ukontrolleret for hver gang, hans kammerat klapper hårdt i hænderne og sætter en ny slagsang i gang. Den, der råber højest, vinder, og hurtigt forstummer historien i sang: »Tzamina mina eh eh, waka waka eh eh, 60 million down the drain, Kai Havertz scores again«, skråler gruppen.

Også Gösta Gauffin hæver en arm og galer med. Han forventer at blive hæs i aften.

»Det er den ultimative frihed for mig. Friheden i at være lige her ... Jeg arbejder meget. Når jeg er her, er jeg bare fuldstændig til stede«, siger Gösta Gauffin.

»Venskabet er den største årsag til at tage af sted. Jeg vil også gerne af sted for fodbolden, men jeg ville ikke tage af sted alene. Det er også fællesskabsfølelsen på stadion, man connecter med folk«, fortsætter Rasmus Neimann Thomsen.

Scener fra kampen

Vi finder vores billetter til Club Level frem, bliver visiteret og kommer ind til nogle af de dyrere pladser på stadion, der kan rumme 60.000 fans. 2.000 kroner har de kostet stykket, men så er der også gratis øl i pausen.

Fansene er på stikkerne, flyver op af sædet ved det mindste og bliver stående for det meste. En engageret herre bag mig råber »you fucking donkey!« ad en af Chelsea-spillerne, og sådan føler jeg mig også, for efterhånden kan jeg godt mærke, at det er 10 timer siden, jeg tog i lufthavnen.

Blot fire minutter inde bringer Arsenal sig foran, og hvad der end var af nervøsitet på lægterne, opløses i ekstatisk jubel. En herre med stort skæg og større stemme tager fat om min skulder, råber: »ARSENAL! One nill to the Arsenal!« på overbevisende britisk, men jeg opfanger danske gloser under første halvleg.

Jeg finder ham i pausen. Hans navn er Nicholas Thomsen, og siden han og hans far sammen så Arsenal på det gamle Highbury stadion i 2000, har han fundet vej tilbage til Arsenal 20 gange. 15 gange har faren været med – en tradition, de forsøger at holde i live årligt.

I begyndelsen af anden halvleg klasker hjemmeholdet to kasser mere ind. Lokalrivalen får kniven. For hvert mål krammer Nicholas Thomsen sin far som den første, tæt og længe og som en, der selv er søn af nogen, får jeg en varm knude i maven. Ved de næste to mål omfavner han også fremmede – som mig.

En dag håber Gösta Gauffin og Rasmus Neimann Thomsen også at gøre traditionen til et familieforetagende. Gösta Gauffins børn er 8 og 4, Rasmus Neimann Thomsens 10, 8 og 4. De otte-årige piger blev født en uge fra hinanden i november 2015. Mon Arsenal spillede en stærk kamp i februar?

Vi finder Gösta Gauffin og Rasmus Neimann Thomsen på vej ud af stadion igen. De smiler markant bredere end inden kampen, mens de flyder sammen med menneskemængden ud i det nordlige Londons gader. Himlen farves rød af fyrværkeri, en tromme slår takten an i slagsangene.

»Der er mange ting, man kan blive glad for, men det her er bare så koncentreret. Du kan ikke lade være med at blive revet med, når der er 50.000 mennesker, der jubler. At mærke 50.000 mennesker og sidde samlet om det samme, det er vildt«, siger Rasmus Neimann Thomsen.

»Det er en særlig form for glad. Som når noget lykkes fuldstændig. Når vi vinder fem-nul, og alt går op i en højere enhed, så er det bare smukt. Det er derfor, vi er der for fodbolden; hvorfor vi var der til alle mulige irriterende kampe, vi har set. Når man så er herovre og ser sådan en kamp, så er det det hele værd«, tilføjer Gösta Gauffin.

Igen retter vi snuderne mod The Gunners Pub, tempoet er taget ud af stængerne.

Lev uden fortrydelse

Lykkerusen fra kampen har lagt sig på pubbens gulv og klæber nu til skosålerne som harpiks. Der lugter sødt af alkohol og friture, og skal man tro bartenderen, smager øllene ekstra godt – af sejr måske.

Jeg nævner elefanten i rummet, der dog ikke umiddelbart er til at få øje på i et lokale fyldt med røde trøjer med teksten ’Emirates – Fly Better’ på maven. Er global opvarmning og udledninger fra fly med i overvejelserne, når fansene booker fodboldrejse efter fodboldrejse?

»Man må leve sit liv uden for meget fortrydelse. Du kan virkelig gå rundt med meget skyld, og jeg vil ikke leve mit liv med skyld, fordi jeg gør det, som er naturligt for mig. Jeg rejser forholdsvis lidt i forhold til mange andre. Jeg bruger så mine rejser på fodbold, men jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvor meget eller lidt nogen rejser. Skal man så begrænse sin passion? Det vil nogen måske mene, men sådan kan jeg ikke leve mit liv«, siger Gösta Gauffin.

Rasmus Neimann Thomsen vil erstatte det materielle forbrug med oplevelser. Som når han kører med sin kone og børn på skiferier, eller til sommer, når de tager til OL i Paris.

»Vi bruger relativt mange penge på at rejse, og vi har også været på to skiferier i år, så vi har prioriteret oplevelserne. Men jeg køber ikke særlig mange materielle ting, og det synes jeg ikke, vi gør generelt – det gør I jo heller ikke, Gösta Gauffin. Nogle bruger rigtig mange penge på materielle ting, og det gør vi ikke«, siger han.

De 100 kroner, som en flyafgift i 2030 i gennemsnit vil lyde på, kommer ikke til at batte noget, mener han.

»Jeg synes jo, det her er lige så meget kultur, som at tage i det kongelige. Det er lidt som at tage til Italien for at høre opera. Hvis du gerne vil opleve det bedste i fodbold, oplever du det her. Der er en grund til, at folk tager hertil fra hele verden for at se fodbold, for det kan noget helt særligt«, slår Gösta Gauffin fast.

En enkelt overnatning og en tvivlsom portion full english breakfast senere er vi igen i lufthavnen. Rasmus Neimann Thomsen i Terminal 3 med et fly mod Billund, os andre tilbage i Terminal 5 retur mod København. Gösta Gauffin har stadig et smil på læben og følelsen af frihed efter gårsdagens kamp, da han boarder.

Da vi lander i Danmark igen, er der blot gået et døgn, siden fodboldrejsen begyndte. Gösta Gauffin træder ned ad trappen og ud på landingsbanen. Han har en telefon i øret. Jobbet kalder.