»Første gang jeg blev hooked på undervandsjagt, var i Storebælt. 50 meter fra kysten ved mine forældres sommerhus nord for Reersø. Jeg var teenager. Det var en pighvar med håndspyd. Jeg havde prøvet at fange skrubber før, og det er ærlig talt så nemt, at det er niveauet over at plukke jordbær. Men pighvarren var godt kamufleret på bunden, lidt ligesom en tricktegning, der pludselig materialiserede sig. Jeg stak den med spyddet, men kunne ikke hive den fri af sandet. Der var modstand, så jeg måtte op og trække luft – jeg var ikke så dygtig til at snorkle dengang – før jeg kunne bjærge den til overfladen. Det var nervepirrende og megaspændende, og det var sådan et adrenalinkick at komme op med så spektakulær fisk, der var lige så stor som en opvaskebalje«.
»Det kræver egentlig ikke så meget af dig rent fysisk at være undervandsjæger. Jeg kender flere med fysiske handikap, som dyrker det. Men det kræver gåpåmod i forhold til vand, tang, våddragter, slim, skæl, blod, kulde og vind og det at stå på en parkeringsplads ved kysten og skifte tøj i al offentlighed«.
»I Danmark er vi så heldige, at man ikke behøver at dykke særlig dybt og dermed holde sig særlig lang tid under vandet. Det meste dykning sker på 1-3 meters dybde. Så det er nemt at være nybegynder herhjemme. Men det er selvfølgelig en kæmpe fordel at kunne holde vejret længe. Jeg kan gøre det i lidt over 7 minutter, men det var i forbindelse med konkurrencefridykning og ikke undervandsjagt. For at kunne holde vejret længe kræver det en evne til at slappe af, når det bliver hårdt. Og mental og kropslig kontrol. Jeg tror, jeg har et fysiologisk forspring med relativt lav hvilepuls og stor lungevolumen«.
