’Der er en fryd på de ubetrådte stier
der er en storhed på den ensomme kyst
der er et nærvær, hvor menneskestemmer tier
og musik i havets bryst’
– George Gordon Lord Byron (fra ’Childe Harold’s Pilgrimage’ i skribentens egen oversættelse)
Sandet er bedst at gå i helt ude ved kystlinjen, hvor bølgerne slikker mig om støvlerne. Det er tidlig marts, nær frysepunktet, men der er varme i solen. Vestenvinden er mild. Jeg trækker rygsækken på plads og finder min egen rytme. Tænk, at man kan! Bare pakke en taske og vinke farvel til byens nedlukkede tristesse. Gå af sted, fri, langs Jammerbugtens klinter og uendelige strande. Vesterhavet, der ikke lader sig kontrollere.
Havet er melodisk. De roligt skummende bølgetoppe i brændingen, den stilfærdige lyd af bobler, der sprænges mod sandet i vandkanten, mågeskrigene, en let vind, der kilder øret. Jeg kommer ind under klinten, hvor Mårup Kirke stod engang. Den er styrtet i havet. Ligesom gravene af hundredvis af engelske sømand fra Napoleonskrigene. Havet tog dem ikke én, men to gange.
Rubjerg Knude Fyr længere fremme ad kysten blev flyttet ind i landet i efteråret 2019. På hjul! Det blev vist på direkte tv. Nu står det prægtigt i en skrånende sandørken oven for klinten. Surrealistisk, malerisk, majestætisk. Sandørkenen, der arbejder sig ind i landet år for år. Og disse historier overalt om havet, der giver, og havet, der tager.
