Jeg rejser mig op og træder hårdt i pedalerne, men det går alt for langsomt opad. Det strammer i lægge og lår. Hjertet dunker intenst helt oppe i halsen på mig, svedperlerne dugger på indersiden af solbrillerne, og jeg mærker en ubændig trang til bare at stoppe, men nu er jeg endelig tættere på toppen, end da jeg startede. Jeg træder hårdt igen. Efter nogle udmarvende minutter er jeg der. Endelig!
På toppen af bakken smelter min uhæmmede pusten og stønnen sammen med triumfens lykketilstand, mens jeg kåd drejer gearet et par hak op på den høje klinge og suser euforisk ned ad den næste bakke.
Endnu en pinefuld og pragtfuld forsommerdag venter i det nordvestsjællandske Tour de France-bakkelandskab, der åbenbarer sig, når man kører gennem stationsbyen Asnæs mod landsbyen Høve. Herfra kan man se Veddinge Bakker bugte sig let op i horisonten, bag markerne mod vest med den karakteristiske Skamlebæk-mast som fast landemærke. Vejrhøjbuen, som hele bakkelandskabet kaldes, ligger nydeligt og harmonisk hen over landskabet mellem den flade inddæmmede Lammefjord, den badevenlige Sejerø Bugt og det naturskønne Odsherred med Sjællands Odde som navngiver og yderste spids.
Geoteknisk er Vejrhøjbuen en randmoræne skabt under en gletsjerfremrykning i den seneste istid for ca. 15-17.000 år siden. I dag er den kuperede bue med Vejrhøj som højeste punkt (121 m o.h.) en bølgende palet af bakker og dale, marker, moser, skov, gårde, landsbyer, sommerhusområder, og en fredet kystlinje med enge og strandarealer. Og altså, stigninger så stejle, at de kan fungere som oplagt underlag for tre kategoriserede bjergspurter i verdens hårdeste cykelløb, selveste Tour de France.
