Jeg rejser mig op og træder hårdt i pedalerne, men det går alt for langsomt opad. Det strammer i lægge og lår. Hjertet dunker intenst helt oppe i halsen på mig, svedperlerne dugger på indersiden af solbrillerne, og jeg mærker en ubændig trang til bare at stoppe, men nu er jeg endelig tættere på toppen, end da jeg startede. Jeg træder hårdt igen. Efter nogle udmarvende minutter er jeg der. Endelig!
På toppen af bakken smelter min uhæmmede pusten og stønnen sammen med triumfens lykketilstand, mens jeg kåd drejer gearet et par hak op på den høje klinge og suser euforisk ned ad den næste bakke.