Betal 30 procent af din kompensation fra flyselskabet, hvis dit fly er forsinket eller slet ikke afgår. Og slip for besværet med at kradse pengene ind hos det genstridige flyselskab.
Sådan er konceptet hos en række virksomheder, som tilbyder rejselystne forbrugere hjælp med at få kompensation fra flyselskaber ifølge de europæiske regler om flypassagerers rettigheder, hvis der er forsinkelser eller aflysninger.
Fire af den type virksomheder er nu meldt til politiet af Forbrugerombudsmanden for at overtræde lov om juridisk rådgivning og bekendtgørelse om god skik for juridisk rådgivning.
»Alle, som hovedsagelig beskæftiger sig med juridisk rådgivning, og som ikke er advokater eller finansielle virksomheder, skal overholde lov om juridisk rådgivning«, skriver forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en udtalelse.
