Det er sen aften, da det blå-gule Eurostar-tog fra Bruxelles puster ud på endestationen St. Pancras midt i London, nord for Themsen. Jeg stiger ud på perronen. Mens mine medpassagerer haster forbi og puffer til den stillestående idiot for at komme videre ud i den engelske hovedstad, bliver jeg måbende stående. Lader blikket glide op på de 25 lyseblå spær og stålsøjler, der bærer stationens enorme glastag.
Da St. Pancras åbnede 1. oktober 1868, var det overdækkede perronområde verdens største af sin slags. 240 meter langt, 75 meter bredt og 30 meter højt. I dag er det smukke tag en af de detaljer, der gør, at St. Pancras generelt bliver betragtet som en af verdens smukkeste togstationer. Af de cirka 50 millioner mennesker, der benytter stationen om året, kommer hver sjette alene for at opleve arkitekturen og indånde historien.
Fra perronen går jeg kun få meter, så står jeg i lobbyen på det hotel, der i dag hedder St. Pancras Renaissance Hotel, men som i 1876, otte år efter at stationen stod færdig, åbnede som The Midland Grand Hotel som en integreret del af stationen. På vej ned ad den endeløse, højloftede korridor til mit værelse kan jeg gennem vinduerne kigge ned på perronterrænet, hvor Eurostar-togene holder og venter på endnu en dont næste dag.
Det er med andre ord et kalejdoskopisk tag selv-bord af jernbanehistorie og -detaljer, jeg skal boltre mig i de næste 24 timer, hvor jeg residerer på hotellet og stationen. Et døgn, der vil få enhver togentusiast til at reflekssavle, men som også er så grundlæggende spændende, at selv den mest forhærdede og deprimerede DSB-pendler ikke kan blive andet end imponeret.
