Simone Biles er altid under pres. Overalt, hvor hun bevæger sig i den enorme Bercy Arena i Paris, følges hun af dusinvis af fotografer, der konstant retter linserne mod hende. Og hver gang hun bevæger sine 142 centimeter hen mod en af de fire obligatoriske øvelser, dirrer hallens tribuner under de 10.000 sæder – optaget af en pæn andel amerikanske tilskuere, der tilsyneladende alle knuselsker den olympiske megastjerne.
Hun smiler, vinker og sender luftkys. Udstråler overskud og glæde. Alligevel forstår man her ved holdfinalen i gymnastik, hvorfor hun for tre år siden efter selvsamme finale trak sig fra det olympiske cirkus i Tokyo.
Hvorfor hun i timerne efter finalen dengang adresserede verdenspressen med budskabet om, at hun mentalt var nedbrudt og stresset. At presset var blevet for stort, og at hun stadig var ved at komme sig over de sår, som overgrebene og krænkelserne begået af USA Gymnastics’ tidligere holdlæge Larry Nassar havde kostet hende.
Fra den sag begyndte at rulle, måtte hun tage tilløb i to år, før hun turde tale og dermed offentligt slutte sig til de mere end 500 stemmer, der slutteligt sendte den ellers så ansete læge bag tremmer på livstid.
