Det er lørdag i Paris. På Boulevard des Invalides i byens indre ruller 22 toptunede racerbiler i roligt tempo efter hinanden. Kørerne venter kun på grønt flag fra løbsdirektøren, så de kan slippe kræfterne i motoren i bilens bagende løs.
Langs med boulevarden, som normalt ville være fyldt med osende trafik, sidder pariserne på de opstillede tribuner, mens træernes pollen drysser ned og får øjnene til at klø. Højere oppe følger nysgerrige øjne med fra franske altaner.
Og så kommer det – grønt flag. De 22 kørere accelererer på samme tid og drøner ned ad langsiden. Men det forventelige brøl fra turbomotorerne lader vente på sig. Faktisk er der en underlig stilhed, mens bilerne piler af sted.
En lavmælt hvinen som fra en hidsig støvsuger og et sus i forbifarten er det eneste, man hører, da bilerne skarpt runder løbets første hjørne. Lyden er så svag, at man fra en parallelt løbende sidegade ikke har den fjerneste anelse om, at et officielt motorsportsmesterskab kører grandprix 200 meter derfra.
