Siden amerikaneren Jim Hines med 9,95 sekunder i Mexico Citys tynde luft under OL i 1968 som første mand kom under drømmegrænsen på 10 sekunder på 100 meter, har yderligere 143 sprintere skrevet sig ind på listen over atleter, der kan tilbagelægge atletikkens korte sprint på under 10 sekunder.
I jagten på en tid under drømmegrænsen, den berømmelse og de penge, der følger med, har adskillige slået vej forbi dopingdoktoren. Jo længere fremme i hierarkiet man kigger, jo større er dopingfrekvensen.
Verdens hurtigste mand, Usain Bolt, der stoppede karrieren som bare 31-årig i 2017, nåede en tophastighed på 44,72 km/t. og en gennemsnitshastighed på 37,58 km/t., da han satte verdensrekorden for 10 år siden.
Jamaicaneren Bolt har en stor margin på 0,11 sekunder ned til listens nummer to og er løbet fra alle dopingproblematikker. Næsten da.
