Frederik Fetterlein vil kunne genkende sig selv i alle de korte udsagn og iklæde ansigtet det drengede smil. Det er i grunden er en aldeles upassende beskrivelse af en ’voksen’ mand, som jo er den gængse betegnelse for en 50-årig, men ’en lille livsglad dreng’ var faktisk hans eget udtryk om sig selv.
Ordene er undselige dryp i det skybrud, der falder en torsdag eftermiddag ved et massivt spisebord i et køkken på 6. sal, hvorfra der gennem panoramavinduerne er udsigt til Amager Fælled til den ene side og skoven af byggekraner på Islands Brygge fra den store altan til den anden side.
»Der er nogle, der synes, det er ærgerligt, jeg er røget ned i slummen, men så meget slum er det altså heller ikke«, griner Frederik Fetterlein og læner sig lidt tilbage og kaster et blik ud ad vinduet i det, de fleste givetvis vil betegne som en lækker lejlighed.
Han taler meget, Frederik Fetterlein. Med en forbløffende energi. Med smittende engagement og med en flyvsk begejstring, meget få kan mønstre forud for passagen af et skarpt hjørne, der plejer at indbyde til dybsindige refleksioner.
