Det normalt store smil var afløst af et fuldstændig tomt blik, mens hun gik, hvad der lignede de tungeste skridt op mod de sorte sæder på tribunen. Her satte hun sig med hænderne foldet med sine blanke brune øjne rettet mod banen.
Noget af tiden klappede hun, men det meste af tiden brugte hun sin hånd til at stoppe tårerne, der blev ved med at presse sig på. De færreste var i tvivl. Det var et billede på en slukket drøm lige på målstregen i bedste sendetid.
Ét enkelt hop, én forkert landing. Det var, hvad der var sket i opvarmningen. Den sidste af slagsen, inden EM for alvor skulle gå i gang i december. Inden hun skulle spille sit første EM, som hun få uger inden havde beskrevet med følgende ord »EM i december!!! Wow, jeg glæder mig«.
I stedet blev drømmen forvandlet til et skadeshelvede for anden gang med et korsbånd, som var revet over i det modsatte knæ end første gang. Denne gang var det ikke kun den fysiske rejse, som var uoverskuelig at skulle overkomme igen. Det var også den mentale. For når du som et af de største talenter i dansk kvindehåndbold en gang har været på operationsbordet med disse ord fra kirurgen: »Du er heldig, at du overhovedet kommer til at spille håndbold igen«, er det ikke nemt at være 23 år med egne forventninger og andres forventninger om en lovende karriere som komet.
