Et sekund er et sekund, uanset hvornår det går, men fornemmelsen af tid kan i sandhed variere efter omstændighederne.
Spørg bare Kasper Hjulmand.
I det meste af 2021 buldrede de ekstraordinære indtryk og begivenheder af sted i så hastig forlængelse af hinanden, at landstræneren havde nok at gøre med at være til stede og aldrig for alvor fik lejlighed til at dvæle ved alt det, nationen, det mandlige fodboldlandshold og han var igennem sammen.
Den refleksion gav en brat opbremsning i Glasgow mulighed for. Da nederlaget i den sidste betydningsløse VM-kvalifikationskamp midt i november var en realitet, fik Kasper Hjulmand pludselig noget i retning af ti millioner sekunder til rådighed uden samvær med landsholdet og dets stab – og en god del af dem har været oplevet som uendeligheder i forhold til sommerens mest hektiske øjeblikke.
