Joe McGrath er ankommet til Brentford Community Stadion i god tid. Mere end en time før kickoff. Han har været ovre at shoppe lidt i fanbutikken, men han behøvede ikke købe en spillertrøje. Den købte han nemlig på nettet allerede for en uge siden. Med »Christian Eriksen« trykt på ryggen. Den kostede 61 pund, over 500 kroner. Det er mange penge for en 15-årig fyr som Joe McGrath, men han havde gerne betalt langt mere.
»Jeg ville have betalt et uendeligt beløb for den trøje«, siger Joe McGrath og nærmest tripper af begejstring.
Det er en underdrivelse at sige, at Brentfords fans er begejstrede for Christian Eriksens ankomst. Inde i fanshoppen fortæller en ekspedient, at spillertrøjerne sælger så hurtigt, at det er helt ufatteligt, og at der indtil videre kun er solgt en enkelt trøje uden Christian Eriksens navn på ryggen.
