Kylian Mbappé ender med at dukke op til interviewet i et ordentlig monstrum af en bil med tonede ruder, ledsaget af sin mor, to PR-folk, to advokater, et lille tv-hold, en stylist og en ven, hvis rolle ikke umiddelbart er til at gennemskue. Det er sådan, en af verdens største sportsstjerner rejser nu om dage. Kylian Mbappé går ikke bare ind ad døren. Han ankommer.
Men ikke endnu.
Først kommer en velvoksen sikkerhedssvagt, der høfligt har bedt om lov til – og det er tydeligt, at det ikke er en forespørgsel, man kan svare nej til – at tjekke de lokaler, som Mbappé skal besøge, og gennemgå stedet for at finde de meste direkte flugtruter,»hvis jeg skal have min mand ud i en fart«, som han siger. Sikkerhedsvagten må have foretaget samme procedure et par aftener forinden på en restaurant på Manhattan, hvor Mbappé og hans følge havde valgt at spise middag, og han skal sandsynligvis også gennem proceduren senere på dagen i forbindelse med et arrangement for Nike på Times Square.
Først da sikkerhedsvagten er tilfreds, bliver der fisket en mobiltelefon frem og foretaget et opkald. Først da får chaufføren besked på at sætte Kylian Mbappé af ved The New York Times’ hovedkvarter på Manhattan.
