En tidligere landsholdsspiller fortalte engang en historie om Pierre-Emile Højbjerg, som nu godt kan tåle dagens lys. Den handler om, hvordan det var at spille sammen med den yngre Højbjerg.
Efter det taktiske oplæg gennemgik et par holdkammerater typisk de sidste detaljer med ham i spillertunnelen. Hvor højt og hvor intenst skulle de presse modstanderne i hvilke situationer. Højbjerg ville nikke og acceptere måden at løse opgaven på. For så at bryde aftalerne, kæderne i formationen og spæne frem i jagten på bolden. Han kunne ikke kontrollere den enorme passion og den store lyst til at være involveret mest muligt. Som resultat vidste landsholdskammeraterne ikke, hvor de havde ham.
Pierre-Emile Højbjerg smiler, kigger kort op i loftet og klør sig i skægget, da han bliver fortalt historien. Dernæst indrømmer han, at den ikke er helt skævt beskrevet. Den mere erfarne landsholdsspiller ved bedre nu. Vi sidder i et hjørne af Hotel Marienlyst, dagen inden landsholdet rejser til Zagreb for at spille den næstsidste Nations League-kamp i 2022.
Han bliver mindet om, hvad hans mor Anne-Sophie Helger sagde igen og igen til ham, da han boede hjemme. »Du kan ikke være to steder på én gang«. Da Pierre-Emile Højbjerg også for alvor fandt ud af det på en fodboldbane, kom det pudsigt nok til at fremstå, som om han på sine bedste dage kunne dække hver en centimeter græs.
