Egentlig er arrangørerne af tennisturneringen Swiss Indoors i Basel dybt skuffede. De havde regnet med, at det blev ved deres begivenhed i slutningen af oktober i år, at 41-årige Roger Federer ville sige farvel til tennis på eliteplan, og den schweiziske superstjerne havde også på forhånd meldt ud, at han ville spille turneringen, som han i St. Jakobshalle har vundet 10 gange.
Men nu blev det i stedet ved Laver Cup – et lidt showpræget arrangement, hvor London denne gang var vært for en duel mellem Europa og resten af verden, og som bl.a. Federers managementselskab TEAM8 står bag – at veteranen, som mange tennisfans regner for den største spiller gennem tiderne, sagde farvel efter en forrygende karriere over to årtier.
Det med, at Roger Federer er en såkaldt GOAT – Greatest Of All Time – er der delte meninger om, for som det australske tennisikon Pat Cash har sagt i et interview med Politiken:
»Federer er jo ikke engang den bedste i sin egen tid. Både Rafael Nadal og Novak Djokovic har en positiv statistik mod Federer«.
