Træhusets mørke vægge giver Nathalie Dahl ly for augustsolens stråler, som hun sidder der alene midt på stuens lyse trægulv og betragter det rod, hun har gravet frem fra husets mange skuffer og skabe. Rundt omkring hende ligger gamle bøger, små nipsting og billeder af to mennesker, som hun aldrig kommer til at se igen.
Minderne om de to mennesker, som har gjort det her sted til Nathalie Dahls barndomshjem, overvælder hende, og tårerne begynder at løbe ned ad de glatte kinder, som de har gjort så ofte på det seneste.
»Jeg følte mig så alene og efterladt. Jeg følte mig som en lille pige, der bare gerne vil have sine forældre«, siger Nathalie Dahl.
To et halvt år senere sidder nu 22-årige Nathalie Dahl i rank positur og spejder ud over lokalet, hvor synet af ti andre unge mennesker møder hendes blik.
