Anusha vil vinde VM-guld til sommer. Men en ting betyder meget mere for hende

På to stole sidder en ung kvinde og en ældre ved siden af hinanden, og for den ene af dem er det en af den slags dage, hun aldrig glemmer. Den ældre er nobelt klædt i rødt og hvidt med en stor sommerhat på hovedet, den unge i mere afslappet tøj, sort og hvidt, mens et sandfarvet tørklæde dækker hendes hår, og hun holder en skrigpink bold i hænderne.

De ser akkurat så forskellige ud, som de er, men på sin vis er de begge dronninger. Den ene af gavn, den anden af navn.

Under Bispeengbuen på kommunegrænsen mellem København og Frederiksberg sidder dronning Margrethe og lytter ivrigt til alt det, som 18-årige Anusha Samia har at fortælle. Den unge kvinde bliver kaldt dronningen af panna – en ret ny gadesport, der ultimativt handler om at lave tunnel på en modstander med en fodbold.

Mødet er et symbol på, hvilken rollemodel hun har udviklet sig til at være. Et tydeligt tegn på, hvor langt hun er nået med sin drøm om at udsprede den tekniske sport, hun begyndte at elske ved et tilfælde – og om at inkludere flere piger. Det er blandt andet det, Anusha Samia fortæller dronning Margrethe om på stolene under Bispeengbuen, der skygger for solen på årets første efterårsdag.

»Det var helt ubeskriveligt at møde dronningen og få lov til at fortælle hende om den sport, jeg brænder så meget for«, siger Anusha Samia.

Men før Anusha Samia blev dronningen af panna, fik over 100.000 følgere på det sociale videomedie TikTok og inspirerede andre unge kvinder, skulle hun gå meget igennem. Og paradoksalt nok begyndte eventyret med en knust drøm.

Et ekskluderende fællesskab

Hele barndommen og den tidlige ungdom ville Anusha Samia være professionel fodboldspiller. Siden hun først forelskede sig i fodbold fra skolegårdens forrevne træbænk, hvor hun frikvarter efter frikvarter sad og betragtede drengene suse rundt på skolegårdens mørkegrå asfalt med bolden mellem fødderne.

Siden hun kort efter begyndte til fodbold. Og siden hun endelig blev inviteret til at spille med drengene – også selv om den derfra stod på regelmæssige skideballer fra folkeskolelærere, der ikke mente, at reglen om, at sidste mål vinder, var en gyldig grund til at komme for sent til time.

Anusha Samia spillede nemlig så meget fodbold, som hun overhovedet kunne slippe af sted med. Altid. Og hun blev på et tidspunkt rigtig god til det. Allerede som 13-årig foregik det på eliteniveau.

Men flere dårlige oplevelser på fodboldbanen sugede langsomt glæden, motivationen og selvtilliden ud af hende.

»Det var åbenbart et kæmpestort problem, at jeg ikke lignede alle andre på fodboldbanen«, siger Anusha og peger på sit grålige tørklæde.

At bære tørklæde har været en fast del af hende, siden hun i 2. klasse legede rundt inde i sin mors klædeskab og blev betaget af tørklædernes mange farver.

For hende var det helt naturligt. Men det var det langtfra altid for hendes modstandere eller deres forældre, som med jævne mellemrum rettede hånlige og nedgørende kommentarer hendes vej.

»Det gjorde mig rigtig ked af det, når jeg oplevede de her ting«, fortæller Anusha Samia.

Efter en længere tænkepause på den anden side af kridtstregerne grundet en knæskade i starten af 2019 lagde hun endegyldigt fodboldstøvlerne på hylden sammen med drømmen om at blive professionel. De dårlige ting vejede tungere end de gode.

Bold under broen

Anusha Samia ville ikke tilbage på fodboldbanen. Det vidste hun. Den gjorde hende ikke længere glad.

Men det var ikke let bare lige at stoppe med noget fra den ene dag til den anden, som havde været definerende for det meste af hendes barndom og de tidlige teenageår. Den lille runde kugle var en del af hendes identitet. En betydelig del. Og hun savnede den.

Så da hun en varm sommerferiedag i 2020 scrollede igennem Instagram og stødte på en video af en flok kække drenge, der inviterede til gadefodbold under Bispeengbuen på Nørrebro, havde de hendes fulde opmærksomhed. Da drengene afsluttede deres videoinvitation med at sige noget i retningen af »særligt pigerne er velkomne, dem får vi selvtillid af at spille imod«, skubbede det til noget inde i hende.

»Jeg blev sgu lidt småsur, fordi det der med, at drenge er så meget bedre end piger, er bare noget, jeg har fået at vide så ofte før«, siger Anusha Samia.

Dagen efter pakkede hun en taske og satte kursen mod Bispeengbuen. ’Jeg skal vise dem’, tænkte hun. Vise dem, ligesom hun gjorde drengene i skolegården.

Under broens graffitibeklædte beton mødtes hun af boldglade mennesker i massevis. Folk med kasketten på skrå og løst joggingtøj, i jeans og med velfriseret hår, fra Glostrup til Gentofte, etniske danskere og folk med minoritetsbaggrund. ’Her var plads til alle’, tænkte Anusha Samia. Også til hende. Men en ting undrede hende – blandt de cirka 50 boldspillere skulle hun kigge langt efter andre piger.

»Jeg havde forventet et overtal af drenge, men det kom alligevel bag på mig, hvor få piger der rent faktisk var«, siger Anusha Samia.

Da hun havde spillet i flere timer på den solvarme asfalt med blandt andre drengene fra Instagram-videoen, takkede hun for en fed dag.

»Kom igen i morgen«, svarede de.

De ville lære hende at spille panna.

»Jeg sagde bare ja, men jeg havde ingen anelse om, hvad panna var«, siger Anusha Samia.

På den måde ligner hun vel de fleste andre danskere.

En ny gadesport

Panna er en disciplin inden for gadefodbolden og spilles med en fodbold på en lille ottekantet bane med to små mål. Oftest på et underlag af asfalt. 1 mod 1. Først til tre mål eller flest mål på tre minutter vinder – alt efter reglerne i den givne turnering. Spillet har den ret markante regel, at hvis du laver en tunnel på din modstander – en panna – så har du vundet kampen. Ligesom en knockout i boksning.

Fire uger senere stod hun til sit første verdensmesterskab. På hjemmebane i København, ikke mange kilometer fra barndomshjemmet på Østerbro, kom mennesker fra hele verden for at dyste i den sport, som Anusha Samia havde brugt fem-seks timer om dagen på at lære i de seneste fire uger.

»Det gik jo ikke så godt«, griner Anusha Samia.

Til turneringen spillede hun kun mod mænd og tabte alle sine kampe på nær en.

Men det var lige meget. Hun var besat.

Panna stammer fra det sydamerikanske land Surinam, hvor det blev opfundet i starten af 00’erne, men har sin største udbredelse i de europæiske storbyer – særligt i Holland, Belgien og Frankrig.

Spillet har flere ligheder med andre miljøer, der dyrkes i storbyernes betonjungler. I tøjet ligner spillerne mere skatere eller parkour-udøvere end fodboldspillere. Spillestilen er mere løssluppen, og for mange er det ikke nok bare at vinde – det skal helst også se lækkert ud imens.

Et meget synligt forbillede

I panna havde Anusha Samia genfundet sin identitet. Fodbolden var tilbage. Men alligevel manglede hun noget, før det kunne føles helt rigtigt: flere kvindelige spillere.

Hun begyndte at uploade videoer på både Instagram og TikTok, hvor hun viste sine nyeste og fedeste tricks frem. Anusha Samia håbede, det ville inspirere kvinder til at prøve kræfter med panna – en sport domineret af mænd.

»Jeg ville være den rollemodel, jeg selv manglede, da jeg voksede op og spillede fodbold. Det var virkelig, virkelig svært for mig, at ingen lignede mig«, forklarer Anusha Samia og understreger, at hendes indsats er målrettet alle kvinder – uanset etnicitet eller religion.

Efter få måneder var de en stor håndfuld piger, der spillede sammen flere gange om ugen.

Men på internettet begyndte mange, mange flere at følge med. Nogle af hendes videoer på TikTok »gik en lille smule viralt«, som hun selv formulerer det.

På det sociale videomedie TikTok har hun nu over 100.000 følgere, og en af de videoer, der gik en lille smule viralt, er blevet set næsten syv millioner gange. Det er en video af Anusha Samia, der laver en panna på sangeren David Jay.

Anusha Samia begyndte at modtage mange beskeder fra særligt piger, som fortalte, at de var begyndt at spille streetfodbold eller panna, fordi de var blevet inspireret af hende. Og selv om hun hverken har mødt Ronaldinho eller har pungen fuld af sponsorpenge fra Red Bull, som nogle af de mest kendte panna-spillere har, havde hun pludselig platformen til at »lave noget larm«. Hun satte sig for at skabe og arrangere verdens første panna-turnering for kvinder.

Det vigtigste mål

Ambitionerne var endnu en gang store for Anusha Samia. Hun ville ikke længere være professionel fodboldspiller. Nu ville hun være en rigtig god panna-spiller, men mest af alt bane vejen ind i sporten for andre piger.

Anusha Samia estimerer, at hun bruger cirka 25 timer om ugen på panna. På at øve tricks, optage og redigere videoer og på at træne i panna-foreningen Panna House. Hun havde derfor ikke længere tiden til at gå på HHX, som hun skiftede ud med en online HF.

Men det var det hele værd, da omkring 100 piger mødte op under Bispeengbuen i foråret 2021 for at deltage i verdens første kvindelige panna-turnering, som det havde taget Anusha Samia og en håndfuld andre panna-glade kvinder mere end seks måneder og op til flere tilbageslag af coronanedlukninger at stable på benene.

Kvinder fra Frankrig, Holland, England, Belgien og flere lande kom for at spille.

»Det var fuldstændig fantastisk«, siger Anusha Samia med strålende øjne.

Også selv om hun måtte udgå fra kvartfinalen med en fibersprængning.

Siden har et væld af gode oplevelser fulgt med panna, som da hun vandt bronzemedaljen til VM i Rotterdam sidste sommer. Eller da dronning Margrethe kom en tur forbi under Bispeengbuen og trykkede Anusha Samia i hånden og lod den unge boldspiller fortælle om reglerne i panna samt Anusha Samias ambitioner om at inkludere flere piger.

»Altså, hun siger jo ikke så meget, men hun var rigtig god til at lytte, og hun havde også nogle spørgsmål til panna«, forklarer Anusha Samia med et kæmpestort smil om munden og en telefon i sin udstrakte arm, hvor hun viser billeder af dronningen og sig selv, der sidder ved siden af hinanden og taler.

Og til sommer regner Anusha Samia stærkt med at skulle til Rotterdam igen. Forhåbentlig med en guldmedalje i kufferten denne gang, når hun rejser hjem.

»Selvfølgelig går jeg efter at vinde guld«, siger Anusha Samia.

»Men for at være helt ærlig så er mit hovedmål ikke at blive verdensmester. Det er at skabe en platform for piger i panna, som de kan se sig selv i«.