Næsten hver dag de sidste syv år har den nu 23-årige Freja Ravn sat sig bagerst i bussen mod Brøndby med den sædvanlige knude i maven og klump i halsen.
Badmintontasken lå på sin plads på sædet ved siden af, mens Vestegnens betonblokke og nøgne træer sneglede sig forbi på den anden side af det fedtede busvindue.
Men denne tirsdag i midten af februar var intet, som det plejede. Bussen kørte ad de samme veje som altid, men mavepinen var aflyst og erstattet af sommerfugle. Hun råbte næsten gennem hele bussen til chaufføren, at han skulle tage at jokke på sømmet. Kom dog afsted, mand.
Fra lobbyen i Brøndbyhallen kunne hun høre sine holdkammerater begynde på opvarmningen, som hun selv havde gjort tusindvis af gange før. Denne gang gik hun direkte til sin sportsdirektørs kontor, hvor hun bankede på, satte sig ned i stolen foran ham og undlod at pakke det ind:
