Tadej Pogacar er lige blevet væltet som Tour de France-konge. I stedet for en trone sidder han nu på en sort plastikstol i en grå og nedslidt idrætshal. Rust er synlig i hjørnerne af Peugeot-reklameskiltene, som hænger på væggene. Der lugter af gammel sved, fordi airconditionen ikke fungerer på endnu en varm juli-dag. De lokale mener, at landsbyen Gramat ligger nær Massif Central i det centrale Sydfrankrig. Jeg har fornemmelsen af, at vi befinder os i midten af ingenting, og at Pogacar må ønske at sidde alle andre steder end lige her foran verdenspressen på et podium med en sort mikrofon i den ene hånd. Han er iklædt den hvide ungdomstrøje, ikke den gule førertrøje.
For i løbet af de seneste ti dage ændrede cykelverdenen sig. Jonas Vingegaard knækkede Tadej Pogacar på en måde, som nærmest ikke fremstod mulig i tiden efter den dobbelte Tour de France-vinders sejre i 2020 og 2021. Først på Col du Granon, dernæst i Wout van Aerts hjul op mod Hautacam og for nogle timer siden på enkeltstarten.
I morgen ruller feltet ind til Paris og afslutter Tour de France. Vi journalister gør klar til at citere det, vi ser som en slagen mand. Men Pogacar er alt andet end det, som omgivelserne vil have ham til at være. Også denne gang. Den nu 24-årige slovener fortæller, mens han smiler, at han har haft det sjovt. Han nægter at se tre etapesejre og en andenplads som et nederlag.
»Jeg kan godt lide de udfordringer, som livet bringer. Jonas blev en stor udfordring i år, som jeg ikke kunne overkomme. Jeg er virkelig motiveret frem mod det næste Tour de France. Jeg vil være bedre, så jeg kan bevise, at jeg overvandt modgangen«, siger han.
