Hvad tror du egentlig, det her er?«, råber Glen Riddersholm lige ind i hovedet på en ung knægt på kanten til at blive voksen, der knap har nået at sluge morgenmaden inden dagens træning med Allsvenskan-klubben IFK Nörrkoping.
Hvis han kan mærke spyttet fra skideballen ramme sin krop, viser han det ikke. Sparker bare lidt i kunstgræsset og undgår øjenkontakt, mens Glen Riddersholm står som en sprællemand og prøver at banke ind i hovedet på ham, at hvis man vil være professionel fodboldspiller, så nytter det gudhjælpemig ikke noget at brokke sig over at skulle spille forsvar i en omstillingsøvelse, bare fordi man har en forestilling om, at man gerne vil være angriber.
Og hvis man for fanden skal brokke sig, så gør det dog direkte til cheftræneren i stedet for til en af assistenterne. De skal nok sladre.
»Nu skal du høre, kammerat«, råber Glen Riddersholm og peger spilleren lige ind i ansigtet.
