Grudziadz i Polen, juni 2022
Nicki Pedersen ligger på maven og vil vende sig rundt, men han kan ikke få kroppen til at makke ret.
Noget føles helt forkert.
Kort forinden brænder han speedwaybanen af med en fart på 120-130 kilometer i timen. Køreren bagved rammer Nicki Pedersens maskine og sender ham ud i barrieren. Da løbsfolk kommer til og vil vikle ham ud af luftpuden og løfte cyklen væk, stopper han dem. En kædestrammer fra cyklen har boret sig fem centimeter ind i hans ben. Han kan lige så godt få det overstået – og hiver den ud af benet.
