Det gjorde fysisk ondt, som en konstant mavepuster. Jeg var hele tiden ved at græde, selv om jeg skjulte det godt. Værst var det, når jeg vågnede midt om natten med et hjerte, der bragede løs, og ikke kunne falde i søvn igen. Eller om aftenen, når jeg var alene. Mit bryst knugede sig sammen på den der helt ubehagelige måde, som de fleste mennesker kender, når man bliver ked af det eller bange. Angsten ville ikke gå væk igen.
Den kom ofte til mig, når dagen var forbi. Som regel i min seng, hvor jeg parkerede mig selv foran en skærm. Tankerne kørte rundt, og tårerne pressede sig på. Var det her det sorte hul efter karrieren, som jeg havde hørt så meget om? Det, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle falde i?
Det er kun to år siden, at jeg havde det på den måde.
Som professionel cykelrytter har jeg været vant til at vide, hvad der skal ske, når jeg står op om morgenen. Pludselig vågnede jeg op til ingenting.
