Det var lige meget, hvad han gjorde. Uanset hvor meget han hev efter vejret, var det, som om ilten nægtede at finde vej til hans lunger og videre ud i kroppen ad blodets baner.
Theis Bornak Madsen følte, at han var ved at blive kvalt på sit værelse den kolde januardag. Bare 20 år gammel og med sig selv som eneste vidne.
Han prøvede at ligge ned, han prøvede at sidde, han prøvede at gå rundt, men det gjorde ingen forskel. Det var som at være i et lufttomt rum.
Han fik fat i sin mor.
