Er Emil Nielsen en cyborg? Spørgsmålet blev stillet af Det Europæiske Håndbold Forbund (EHF) i et facebookopslag, da den danske keeper i sin EM-debut drev en flok tjekkiske spiller til fortvivlelsens rand ved at redde næsten 75 procent af deres afslutninger. Måske er der noget om snakken, for Emil Nielsens mor har engang konkluderet, at sønnen bedømt ud fra evnerne mellem stængerne var fra en anden planet.
Så er Emil Nielsen en cyborg?
»Nej, jeg er bestemt ikke en cyborg. Jeg er af kød og blod ligesom alle andre og har både gode og dårlige dage«, griner Emil Nielsen.
Mange af de spillere, der gennem tiden har forsøgt at score mod Emil Nielsen, vil nok undre sig over, at han også skulle kunne have dårlige dage, for lige siden han som ungdomsspiller for første gang gjorde opmærksom på sig selv i målet, har der ikke været mange af dem. I hvert fald ikke på håndboldbanen.
