Egentlig er det den største aften i hendes liv.
Små, blinkende lys springer af guldkjolen, hver gang Emma Lund tager et skridt mod scenen. Den 26-årige paracykelrytter og nykårede verdensmester holder sig for munden og tager sig så til hovedet. Hendes smil er så stort, at man kan se, hvordan hendes læber kæmper for at bevare bare en flig af kontrol midt i begejstringen. Den fyldte sal bag hende klapper i taktfast jubel over mod vinderen af parasportsprisen ved gallashowet Sport 2023.
Senere skal klippet gå viralt som et billede på, hvor smuk uforfalsket glæde er, når lykken endelig rammer en ung kvinde, som har været mere igennem, end de fleste kan forestille sig.
Men inde i Emma Lund runger ekkoet af et ungt livs kamp for at acceptere sig selv, som hun er. Midt i al glæden bobler hovedet over med nogle af de tanker, der har forfulgt hende, siden hun og hendes søster kom til verden. Hun med cerebral parese. Og søsteren uden.
