Som næsten alle sportsgrene har cykelsporten lånt en del af sine vigtigste begreber fra det militære sprog. Den stærkeste rytter på et cykelhold kaldes en kaptajn. Den vigtigste hjælperytter kaldes en løjtnant. Etapernes terræn rekognosceres og studeres grundigt. Strategi og taktik diskuteres. Løbene defineres ud fra offensiver og defensiver. Når de afgørende etaper nærmer sig, taler man om de store slag i bjergene.
Under løbene er sportsdirektørerne generalerne. Kim Andersen er arketypen på det hårdføre folk, som har rytternes respekt, træffer beslutningerne og får rytterne til at kæmpe, når de er ved at give op. Sportsdirektørernes magt rækker direkte ind i løbene, og det er ofte på deres kommando, at et angreb sættes ind. Den store mester i at skrive om Tour de France, franskmanden Pierre Chany, beskrev sportsdirektøren som hånden, der kaster terningen, med en reference til Julius Cæsars ord, da han krydsede floden Rubicon med sine legioner.
Kim Andersen har i mere end 50 år haft sin gang i cykelsporten. Han blev professionel cykelrytter i 1980, og tre år senere kørte han sig som den første danske rytter i den gule trøje i Tour de France. Siden slutningen af 1990’erne har han ledet forskellige cykelhold til sejre i grand tours, klassikere og verdensmesterskaber. I dag udsteder han sine ordrer på Lidl-Trek. Han arbejder tæt sammen med holdets to danske stjerner, Mattias Skjelmose og Mads Pedersen, som de seneste år har vundet både klassikere og etapeløb. Jeg mødtes med Kim Andersen og spurgte ham ind til gerningen bag rattet i sportsdirektørbilen:
»At være sportsdirektør handler om at kunne sætte sig i respekt og samtidig skabe tillid«, fortæller Kim Andersen.
