Den kraftige duft fra den muskelvarmende kamferolie river i næsen og øjnene, når man stikker hovedet ind i det proppede omklædningsrum. En larmende masse af halvnøgne kroppe i forskellig grad af forfald er i gang med at trække i fodboldtøjet.
»Hvor fanden fik jeg lagt mine briller?!«, udbryder en buttet udgave, der har lagt sig på knæ midt i det hele, mens han famlende kører sin håndflade ind under træbænken.
Man fornærmer vist ikke nogen, hvis man afslører, at der er et betragteligt antal rødvinspatter, topmaver og lange løg til stede her. Frisurerne tenderer til det højpandede og rangerer i en blid variation hen over en grå top til den ufrivillige facon, der omslutter kraniet som en dunet hestesko. Det er heller ikke så underligt, for mændene her tilhører superveteran-aldersgruppen. De fleste er i 70’erne. En enkelt rammer 80 næste gang. Den yngste er sidst i 50’erne.
En stemme hæver sig over alle de andre.
