Satans til cykler! Gør livet farligt for den fredelige flanør. Jeg er endnu ikke nået helt ned til hvilens vande ved Seinen. På min korte vej fra Boulevard Saint-Germain til Pont des Arts må jeg krydse Quai de Conti, som løber parallelt med floden oppe i byens niveau. Ensrettet biltrafik, der fosser hidsigt fra højre, ligesom vandet dybt nede i Seinen. Men for nylig er der skudt en cykelsti ind mellem biler og fortov, og her ræser pariserne af sted i begge retninger, så man virkelig kan få sig en tohjulet forskrækkelse fra venstre. Det får jeg så. Hver gang!
Fortidens flanører i årene omkring 1900 måtte også springe for hestevogne, væltepetere og nymodens automobiler, mens de tog byens folk og flimmer ind gennem sanserne. »Nu går du rundt i Paris helt alene i mængden«, skrev Apollinaire: »Bussernes brølende hjorde kører tæt ved din side / Angsten for kærligheden snører din strube sammen / som skulle du aldrig elske igen«.
I det parisiske bybillede anno 2024 er det tydeligt, at cykelkulturen er ny. By- og trafikplanlæggere har masser af god vilje til at gøre byen grønnere og super cyklende. Men de mangler forståelse for, hvordan man får flow og fredsommelig fremdrift trafikanterne imellem.
Jeg overlever. Klarer mig op på Pont des Arts, hvor der er fred og kun fodgængere. Vinden driller og flirter på denne bro, synger Georges Brassens: »Pas på hat og skørter«. Pont des Arts har sin særlige charme, som gør den til de elskende pars foretrukne kyssebro. Man markerer sin kærlighed med en hængelås, som fæstnes til broen. Denne mærkeligt klaustrofobiske skik belastede for nogle år siden Pont des Arts med så voldsom en tyngde, at den var ved at synke i Seinen. Nu er låsene fjernet, men dukker op mange andre steder langs floden på gelændere og rækværker med deres fastlåste forestillinger om at danne par.
