Selv om den dobbelte slovenske Tour de France-konge Tadej Pogacar, da han 15. juni tog fat på hjemlandets fem dage lange rundtur, ikke havde kørt løb i lidt over to måneder, indtog han fjerdepladsen på sæsonens vinderliste med de syv gevinster, han havde sikret sig i forårsmånederne.
Det vidner i højere grad om hans format end de sejre, han eventuelt erobrer i Slovenien Rundt – resultaterne forelå ikke i skrivende stund – hvor Pogacar højst konfronteredes med en enkelt af de kommende Tour-modstandere i skikkelse af landsmanden Matej Mohoric (Bahrain Victorius).
Men det 23-årige fænomen med den enestående Grand Tour-statistik – tre starter, to Tour de France-sejre og en tredjeplads i Vuelta a España 2019 – lader sig ikke ryste af, at langt størstedelen af udfordrerne til hans Tour-trone har valgt ganske anderledes og givetvis langt mere krævende forberedelser i Frankrig og Schweiz op til sæsonens altoverskyggende opgave.
Han benytter næsten den samme opskrift, som da han sidste sæson understregede sin status i det globale hierarki ved sin suveræne henvisning af den sensationelle danske opkomling Jonas Vingegaard til andenpladsen i kampen for at forsvare sin Tour de France-trone.
