For nylig var Pierre-Emile Højbjerg passager i en bil. Det var en tilfældig sommerdag, og umiddelbart var de få minutter bare en parentes i et begivenhedsrigt liv, men på en eller anden måde bandt de fortid, nutid og fremtid sammen.
Pierre-Emile Højbjerg var netop skiftet til storklubben Marseille, og med den franske sydkysts azurblå hav og skarpe klipper som bagtæppe kørte den 29-årige fodboldprofil rundt i metropolens gader.
»Chaufføren havde rødder i Elfenbenskysten. Jeg fortalte ham om min far, som havde rejst i Vestafrika for at studere religiøse samfund, typisk efter borgerkrig. Han var antropolog. Så sagde chaufføren til mig: »Jeg kan forstå, at du har taget nysgerrigheden for mennesker med dig fra ham«. Noget i den stil«, siger Pierre-Emile Højbjerg og stopper op med et grin:
»Altså, på fransk brugte han ordet connaisseur, men det er lidt overfladisk på dansk, synes jeg. Når jeg hører det, kommer jeg til at tænke på snobberne fra ’Rytteriet’. Det var dog ikke sådan, han mente det, det er vigtigt at understrege. Han mente, at jeg havde menneskekendskab«.
