Har man set Diego Maradona behandle en fodbold, både under og efter den aktive karriere, var man vidne til noget ganske særligt.
Mand og bold havde et unikt forhold, hvor bolden syntes at lystre sin dirigents mindste vink. Det var som om, at Maradona havde en usynlig snor i bolden, og alligevel behandlede han den samtidig med stor respekt, da den ellers kunne ende på fødderne af andre.
Da argentineren var allerbedst, havde modstanderne det allerstørste besvær med at få fat i bolden, måske på nær deres målmand, når den skulle hentes ud af nettet. For når Maradona endelig skilte sig af med bolden, var det ofte for at score, helst på spektakulær vis, eller for at fodre en medspiller med en pasning, så vedkommende kunne sende bolden i mål.
Den overlegne tekniske kontrol over bolden var ikke noget, Maradona lærte, da han blev professionel fodboldspiller. Allerede som 12-årig bolddreng underholdt han publikum med virtuose indslag, når der var pause i hans klub Argentinos Juniors’ hjemmekampe. En knægt opvokset i Buenos Aires’ slumhærgede udkant havde fra start et uventet talent: han kunne alt med en bold.
