Inden EM-slutrunden i år var den seneste landskamp, jeg så, ottendedelsfinalen mod Kroatien til VM i 2018. Det var på Roskilde Festival, og jeg var så lidt engageret, at jeg ikke kunne overskue at gå tilbage og finde min plads, da jeg havde været ude at tisse, fordi der var mange mennesker samlet. Jeg var reelt ligeglad med, om landsholdet vandt eller tabte.
Jeg så Finland-kampen med nogle veninder på Nørrebros Runddel. Det var mega hyggeligt, indtil det meget pludselig ikke var hyggeligt mere. Der har nok aldrig været så stille i den del af byen, som da Christian Eriksen faldt om i græsset. Ingen anede, hvad der foregik, og det var ret voldsomt at opleve omgivet af så mange andre mennesker efter den lange periode med corona.
Landsholdet er noget, hvor vi i fællesskab kan spejle os i en succes. Vi kunne se, hvad man kan opnå, hvis man står sammen, som spillerne gjorde efter den første EM-kamp. Det var fedt at følge med i og tage del i deres glæde over, hvad de havde opnået.
Det er helt vildt, hvor mange i min vennekreds, der har fået et forhold til landsholdet i løbet af i år. Vi skal mødes 12 venner på en bar og se kampen mod Østrig. Det var aldrig sket tidligere. Vi er jo så mange, at vi bliver nødt til at reservere nogle pladser et sted, hvis vi skal have mulighed for at se det sammen. Selv om det er en tirsdag aften, kan man jo ikke længere bare vade ind et sted og forvente, at der er plads. Landsholdet har åbnet vores øjne for, at det kan være sjovt at se fodbold, uden det behøver at være vildt. Det er virkelig en god anledning til at ses.
