På sin vis er det måske ligefrem befriende for Erling Braut Haaland, at han og det norske landshold ikke skal spille med ved den kontroversielle VM-turnering i Qatar i november og december.
Så slipper superstjernen fra den Abu Dhabi-ejede engelske mesterklub, Manchester City, for en stund for at rende ind i kritiske spørgsmål om ørkenstatens syn på menneskerettigheder, migrantarbejdere og homoseksuelle samt sportswashing – et begreb, som bruges til at beskrive hvordan tvivlsomme stater, organisationer eller firmaer bruger sport til at renskure et tvivlsomt omdømme og offentlig opfattelse.
Da Erling Haaland for et par uger siden var samlet med det norske landshold, stillede en reporter fra den norske statsradiofoni NRK følgende spørgsmål:
Ejerne af Manchester City beskyldes for massive brud på menneskerettighederne, de beskyldes for at fængsle egne indbyggere. Du spiller for Manchester City nu, så hvad tænker du om ejerne af den klub, du repræsenterer?
