Øjeblikket, da himlen over Napoli lyste op, vil de aldrig glemme, indbyggerne i den stolte syditalienske by. Og de ustandselige skudsalver fra fyrværkeriet, som 100 nytårsaftener på én gang, blev ved til langt ud på natten.
Efter at have spillet sig til uafgjort i Udinese torsdag aften, og dermed det sidste manglende point, kom forløsningen endelig, efter flere ugers kraftigt optræk.
S.S.C. Napoli har, efter en exceptionel sæson, vundet det italienske mesterskab i fodbold, IlScudetto. Det er klubbens første mesterskabstitel siden 1990, og det har sendt byen i ekstase.
På gaderne samlede en million mennesker sig og lod sig indhylle i tyk røg fra bragende røgbomber. Jubelråbene blev, sammen med tusindvis af insisterende sirener og tudehorn, til én stemme.
