Morten Bruun (ekspertkommentator): »Jeg lånte en cykel på mit hotel. Så trillede jeg ellers fra Vesterbrogade, langs Søerne i København og gennem Fælledparken på vej til kamp i nationalarenaen. Der var store flokke af glade danskere i rødt og hvidt, og efter coronaen var det bare et herligt syn«.
Lone Simonsen (epidemiolog): »Vi havde lige fået en ny covid-variant, da EM i fodbold begyndte. Delta var cirka dobbelt så smitsom og dobbelt så dødelig som den oprindelige variant. Derfor var jeg enormt bekymret for, hvad der ville ske, når tusindvis af mennesker var samlet i Parken«.
Andreas Kraul (kommentator): »Det samme sted i byen, hvor folk havde stået i kø for at blive coronatestet, var der nu et EM-studie. Der var en frihedsfølelse i luften«.
Lone Simonsen: »Jeg sad som ekspert til møder med myndigheder og DBU, og jeg fortalte, at det var risikabelt at afholde begivenheder med meget store deltagertal. Roskilde Festivals delegater sad også med på mødet. De valgte at aflyse«.
