Det bestod blot af to ord, men Marc Sesslers kortfattede tweet rummede en historie, som var større, end omfanget lod ane.
»Farvel, Browns«, skrev han fredag 18. marts klokken 20.52 dansk tid ud til sine 114.200 følgere.
Og med det afsluttede han sit livslange kærlighedsforhold til NFL-klubben Cleveland Browns. Han havde ellers været fan siden 1986, fortalte Marc Sessler, der er journalist for NFL Media og en af værterne på den prisbelønnede podcast ’Around the NFL’, i et essay på NFL’s hjemmeside i 2016. Men nu var det slut.
Årsagen til det abrupte brud skulle findes i det scoop, som hans kollega Ian Rapoport havde sendt ud på Twitter 6 minutter forinden: Browns havde hentet Deshaun Watson i en handel med Houston Texans. Til trods for at 22 kvinder har anlagt civile retssager mod den 26-årige quarterback for seksuelle overgreb, der angiveligt skulle være begået fra foråret 2020 og et år frem. Klubben udstyrede ham sågar med en femårig kontrakt, der garanterede Watson 230 millioner dollars (svarende til 1,5 milliarder kroner) og gjorde ham til NFL’s bedst betalte spiller. Nogensinde.
