P



For fire år siden slog Islamisk Stat deres familiemedlemmer ihjel. Selv blev de taget som slaver og satte livet på spil for at slippe fri. Siden er de blevet talerør for et helt folk. Mød tre unge kvinder, der har mistet alt, men nægter at give op.




Huset ligger på en stille villavej i det centrale Tyskland. Et sted, hvor naboerne holder deres forhaver under streng kontrol og har hængt rustikke træsnit med hjorte og vildsvin op som pynt. Der står nips i vindueskarmene, og i det fjerne summer en havemaskine.

Men ét hus på vejen skiller sig ud. Her er der ingen navne på postkassen, og alle gardiner er trukket for. Et stykke legetøj ligger på cementfliserne i indkørslen, og en græsslåmaskine er blevet efterladt oven på baghavens lave hæk.

Kvinden, der åbner døren, hilser med et blødt håndtryk. Inde i stuen har hun sat sodavand og kaffe frem. Marwa Nawaf er 25 år og har boet i Tyskland siden efteråret 2015.

Inden da blev hun holdt fanget som slave af Islamisk Stat.

MARWA




Marwa Nawaf har levet to liv. Et, hvor hun var lykkelig. Hun levede med sin familie på landet i det nordvestlige Irak. Det var en simpel tilværelse, men hun kunne lide alting, som det var.

»Vores landsby var skøn. Vi boede sammen med mine onkler, og mine kusiner og jeg var sammen stort set hver dag. Vi shoppede, gik lange ture for at hygge os og plantede blomster i haven – jeg elskede blomster. Det er den slags dejlige ting, jeg husker«, siger hun.

Marwa Nawafs første liv sluttede for fire år siden.


Ved festlige lejligheder i landsbyen

Ved festlige lejligheder i landsbyen


3. august 2014 angreb Islamisk Stat den nordirakiske by Sinjar og de omkringliggende landsbyer. Befolkningen i området bestod hovedsagelig af yazidier – en gammel religion, hvis tilhængere ud over Gud tror på syv ærkeengle. Yazidierne bliver betragtet som vantro af IS, og ifølge FN forsøgte terrororganisationen at udrydde den religiøse minoritet i sommeren 2014.

Billeder fra angrebet fyldte tv-skærme verden over i dagevis; mere end 40.000 desperate mennesker var flygtet op i de golde Sinjar-bjerge, hvor de var fanget i 40 graders varme uden nok mad og drikke. Mange af de mænd og store drenge, der faldt i IS’ hænder i løbet af de følgende dage, blev henrettet på stedet. På kort tid dræbte terroristerne omkring 5.000 yazidier.

Marwa Nawaf og hendes familie forsøgte at flygte, men uden held. Sammen med to af sine yngre søstre og en masse andre kvinder blev hun sendt til Raqqa i Syrien, der fungerede som hovedstad for IS. Her blev kvinderne spærret inde. De havde ingen idé om, hvad der ventede dem.

»Først efter 11 dage gik det op for mig, at vi skulle sælges. Tanken havde ikke strejfet mig. Nogle af os blev solgt for 10 dollar, og vi blev givet væk som gaver også. Ligesom dyr«.

Marwa Nawaf blev på kort tid solgt til tre forskellige mænd. Den tredje var den værste, en 40-årig mand fra Irak, der blandt andet bedøvede hende med piller, inden han voldtog hende.




  • Irakeren var ikke den sidste IS-kriger, der forgreb sig på Marwa Nawaf. Hun blev solgt til en fjerde mand og forsøgte at hænge sig selv for at undslippe overgrebene, inden det efter tre måneder lykkedes hende at flygte.

    Men Marwa Nawaf havde intet at vende hjem til. Hendes mor, søstre og kusiner var stadig fanget hos IS. Hendes to yngste brødre var blevet indlemmet i terrororganisationen som børnesoldater, og den ældste bror og hendes far var forsvundet sporløst.


    1. Sinjar et år efter IS' angreb –– 2. Marwas brødre skulle være børnesoldater –– 3. Det nye hjem

    1. Sinjar et år efter IS' angreb –– 2. Marwas brødre skulle være børnesoldater –– 3. Det nye hjem


    I mellemtiden havde en 70-årig tysk politiker set billeder, der dokumenterede Islamisk Stats folkedrab på yazidierne. Winfried Kretschmann, der er ministerpræsident i den sydtyske delstat Baden-Württemberg, kunne ikke glemme de korsfæstelser, halshugninger og drab på yazidiske børn, han var blevet konfronteret med.

    På egen hånd nedsatte han en humanitær særmission, anført af en lokal psykologiprofessor og en ledende embedsmand fra Baden-Württemberg, som i januar 2015 i al hemmelighed rejste til Irak for første gang, for hen over det næste år at hente 1.100 af de mest sårbare kvinder og børn til Tyskland, hvor de traumatiserede yazidier fik tilbudt psykologhjælp og et nyt liv i sikkerhed.

    Marwa Nawafs andet liv begyndte i efteråret 2015 i Tyskland. Her blev hun genforenet med sin mor og sine yngste brødre, og forleden også med en søster, der slap ud af IS’ fangeskab efter fire år. Resten af familiens skæbne er stadig uvis.

    Ifølge det irakisk-kurdiske Kontor for Kidnappedes Affærer er i alt 6.417 yazidier blevet bortført af Islamisk Stat. Halvdelen af dem er stadig ikke fundet.

    Marwa Nawaf prøver at bruge de muligheder, som livet i Tyskland giver hende, for at hjælpe de kvinder, der stadig er savnet. Hun taler til politiske arrangementer og har oprettet en profil på Twitter. Her prøver hun på tysk, engelsk og arabisk at gøre opmærksom på, at hendes folk lider.

    Selv finder hun støtte i samtaler med en psykolog. Det hjælper at tale om minderne og vreden. På det seneste er hun igen begyndt at kunne mærke, at hun et eller andet sted indeni stadig er den Marwa, hun var, da hun var lykkelig.

    »Jeg holdt fast i livet uden helt at vide hvorfor. Jeg kunne ikke gøre andet end at prøve. Jeg holder også fast i livet nu. Jeg vil have, at hele verden skal kende vores historie, så de piger, som stadig er fanget hos Islamisk Stat, også kan blive befriet«. 



    AMSHA




    Hvordan samler man stumperne af et gammelt liv til et nyt? Og hvorfor skal man overhovedet holde sig selv i live, når det gør så ondt? Det har 23-årige Amsha Alyas spurgt sig selv om mange gange de seneste tre år. Svaret på det sidste spørgsmål er Moayad og Dilbrin, hendes sønner på fem og tre år. Den yngste blev født, nogle måneder efter hun undslap Islamisk Stats fangeskab.

    Amsha Alyas og hendes svigermor deler hus med Marwa Nawaf. Deres hverdage er stille.

    Før i tiden nød Amsha Alyas at tage sig af hjemmet og lave mad. Om aftenen lyttede hun ofte med forventningsglæde efter sin mands skridt uden for huset. De havde været kærester, siden hun var 16. De havde ikke mange penge, men hun elskede den lille familie, de havde skabt sammen.




  • Amshas mand blev dræbt af Islamisk Stat. Han blev skudt i baghovedet ikke langt fra deres landsby, hvor parret og deres søn var blevet omringet af krigere fra Islamisk Stat, mens de forsøgte at flygte fra Sinjar-massakren.

    Hun selv blev taget til fange, gravid i tredje måned, og fragtet til Mosul sammen med omkring 1.500 andre unge kvinder. Her blev de samlet i store haller, inden de blev solgt til IS-krigere.

    For Islamisk Stat var angrebet på Sinjar-regionen mere end en territorial udvidelse. To måneder efter massakren publicerede terrororganisationen en artikel i deres hedengangne magasin Dabiq, hvor de under overskriften ’The Revival of Slavery before the Hour’ forklarede, hvordan man længe inden angrebet på Sinjar havde udtænkt en plan for systematisk bortførelse, salg og misbrug af yazidikvinderne.


    Hjemme i Irak og efter ankomst til Tyskland

    Hjemme i Irak og efter ankomst til Tyskland


    Yazidierne, hvis religion er langt ældre end både islam, jødedom og kristendommen, udgør en meget lille del af Iraks befolkning – omkring 400.000 af dem levede i området omkring Sinjar. Da de tilhører en mundtligt overleveret tro, rangerer yazidierne lavest i Islamisk Stats verdensbillede. Kvinderne, der var blevet taget til fange, fik som regel tre dage til at konvertere til islam. Uanset om de konverterede eller ej, blev de yngre kvinder solgt til IS-krigere, mens mange af de ældre kvinder blev dræbt.

    Vidnesbyrd fra kvinder, der har overlevet misbruget, beretter om markeder, hvor der opstod et decideret engrossalg. Kvinderne blev tiltalt som ’sabiyya’ – slave – efterfulgt af deres navn, og nogle blev fotograferet, mens de holdt et nummer i hænderne, med henblik på katalogisering, så IS’ menneskehandlere nemmere kunne danne sig et overblik over kvinderne på nettet.

    Amsha Alyas fortæller, hvordan der kom mænd og købte ti kvinder ad gangen. De betalte 10-15 dollars for hvert menneske. Hun oplevede, hvordan to piger hængte sig i deres tørklæder, mens andre prøvede at skære deres håndled over for at undgå at blive solgt.

    Selv blev hun udvalgt af et højtplaceret IS-medlem.




  • IS-krigeren spærrede Amsha Alyas inde i sit fleretagershus i Mosul, som også fungerede som kommandocentral.

    Han lod til at være betaget af hende og foreslog hende, at de skulle gifte sig. I så fald ville han, sagde han, være villig til at adoptere hendes søn som hans egen.

    »Jeg har allerede en mand«, svarede Amsha Alyas, hvorpå emiren begyndte at prygle løs på hende.

    Om natten kunne Amsha Alyas høre kvinder skrige i ejendommens andre værelser. Efter 21 dage lykkedes det hende en nat at undslippe. Hun havde skreget på vand til sin tørstige 20 måneder gamle søn uden at blive hørt. Til sidst begyndte hun at kaste sin krop mod den låste dør igen og igen, indtil den gav efter. Det var omkring midnat, og de to IS-krigere, der holdt vagt i køkkenet, var faldet i søvn. Hun gled forsigtigt ud gennem bagdøren og vandrede gennem natten med sin søn på armen i timevis. Til sidst blev hun opdaget af en iraker, der viste sig at være lige dele venlig og modig, og nogle dage senere smuglede han hende ud af IS-territoriet.

    Fordi Amsha Alyas var gravid, blev hun ikke misbrugt seksuelt af emiren. Islamisk Stat har udgivet en række retningslinjer for behandling af sexslaver, og det stort set eneste forbud gælder sex med gravide kvinder.

    »De sagde til mig, at jeg ikke var halal«, husker Amsha Alyas.

    Da hun var sluppet fri, bestemte hun sig for at fortælle hele verden, hvilke grusomheder hendes folk gennemlevede, så yazidierne kunne få hjælp.

    »Efter min flugt sagde jeg ja til alle interviews. Jeg ville advare mod det frygtelige, som vi er blevet udsat for. IS har opnået deres mål: Vi er et splittet folk uden land. Vi har vendt ryggen til vores religion. Vi har næsten intet at holde fast i. Men det er, som om verden er døv. De kan ikke høre vores skrig«.



    LAMIYA




    Et kort øjeblik, for to år siden, lyttede verden.
    I december 2016 stod to unge yazidiske kvinder i festtøj i EU-parlamentssalen i Strasboug. Med alvorlige ansigter kiggede de på de midaldrende mænd og kvinder, der havde rejst sig op og klappede ad dem i nær et minut.

    Den dengang 18-årige Lamia Bashar havde netop fortalt om de overgreb, hun havde været udsat for i løbet af det halvandet år, hun blev holdt fanget af forskellige IS-krigere. Under flugten fra den læge, der havde voldtaget hende gennem et år, havde en landmine flænset hendes ansigt og dræbt hendes veninde og den 9-årige pige, der var blevet holdt som slave sammen med dem.

    »Det sidste, jeg hørte, var min veninde Katrins dødsskrig; det er det værste, jeg har hørt i mit liv«.

    Lamia Bashars øjne var skinnende blanke under hendes traditionelle yazidiske hovedbeklædning, og hun understregede, at mere end 3.000 kvinder og børn stadig er fanget som slaver hos Islamisk stat.

    »Hver dag dør de tusind gange. Jeg spørger jer, jeg beder jer love os, at I aldrig nogensinde vil lade sådan noget ske igen. At I vil lytte til os, så vi kan få retfærdighed«, appellerede hun.




  • Det er snart to år siden, at Lamia Bashar og Nadia Murad fik overrakt Sakharov-prisen, EU’s pris for tankefrihed, af den daværende parlamentsformand, tyskeren Martin Schulz, med ordene om, at vestlige demokratier burde skamme sig over ikke at yde mere hjælp til forfulgte befolkningsgrupper.

    I dag hænger prisen over den store grå sofa i den lejlighed i Sydtyskland, som Lamia Bashar deler med de af sine søstre, som hun er blevet genforenet med.

    Modsat mange af de andre kvinder, der kom til Tyskland som en del af særmissionen, har Lamia Bashar endnu ikke modtaget psykologhjælp. Hun siger, at hun har haft for travlt med at fortælle sin historie.

    Midt i krigen og sorgen er nogle af de unge kvinder, der har oplevet det værste, blevet talerør for yazidierne. Når hun beretter om de voldtægter, hun har overlevet, taler hun om et helt folk, der er berøvet livsgrundlaget, men som kæmper for at vise verden deres værdighed.

    Kvinderne taler om deres smerte og sorg med en sådan styrke, at selv Baba Sheikh, yazidiernes religiøse overhoved, har velsignet dem og udtrykt sin respekt – et vældigt paradigmeskift i en patriarkalsk kultur, hvor kvindens uberørthed ellers har været afgørende for familien.


    1. Efter talen i EU-parlamentet (tv.) –– 2. Priserne –– 3. Det nye hjem

    1. Efter talen i EU-parlamentet (tv.) –– 2. Priserne –– 3. Det nye hjem


    Lamia Bashar ved, at mange af de mere end 300.000 yazidier, der blev fordrevet fra Sinjar-regionen i 2014, har brug for hjælp. En del af dem bor fortsat i flygtningelejre, hvor kvinderne risikerer at blive udsat for seksuel vold, og antallet af traumatiserede kvinder, der hver måned begår selvmord, har ifølge en yazidisk ngo været stigende siden begyndelsen af året.

    At råbe om hjælp på vegne af sit folk giver Lamia Bashar en følelse af at selv være mindre hjælpeløs.


    Hjemme i landsbyen og fanget hos IS med Katrin

    Hjemme i landsbyen og fanget hos IS med Katrin

    »Når jeg sammenligner det menneske, jeg er i dag, med den pige, jeg var engang, lever jeg nærmest i et mareridt. Jeg var kun 15 år. Men jeg må finde en måde at tackle det på. Jeg vil ikke skjule noget. Det, jeg har oplevet skal ud, så alle ved, hvad der er sket«.






  • Lige nu er kvindernes liv mere fortid end fremtid. Men Lamia Bashar er begyndt at kunne forestille sig et liv i Tyskland. Inden IS angreb hendes landsby, drømte hun om at blive lærer. Nu er hun ved at genfinde noget af sin glæde ved at gå i skole.

    Marwa Nawaf er ikke sikker på, at hun ville være i live i dag, hvis ikke hun var blevet udvalgt af særmissionen fra Baden-Württemberg. I hendes drømme bliver Sinjar-regionen genopbygget, og hun bliver genforenet med resten af sin familie. I drømmene er de stadig i live.

    Amsha Alyas drømmer ikke. Men når hun er alene, tager hun nogle gange sit bryllupsbillede frem. Svigermoren, som bor sammen med hende og sønnerne, må ikke se hende gøre det. Den ældre kvinde bliver oprevet hver gang og skælder ud; hun klamrer sig til forestillingen om, at hendes søn stadig er i live.


    1. Bryllupsbilledet –– 2. Det nye hjem –– 3. Perlepladeflag lavet af børnene

    1. Bryllupsbilledet –– 2. Det nye hjem –– 3. Perlepladeflag lavet af børnene


    Tre år efter den lille families ankomst til Tyskland står hverdagen ofte stadig stille. Når Amsha Alyas kigger ud ad vinduet mod haven, ser hun en trampolin uden sikkerhedsnet og et par m2 tør jord. Sidste år dyrkede kvinderne en lille nyttehave. Men i år har de ikke plantet noget.

    Amsha Alyas har kaldt sin yngste søn, som blev født efter hendes fangenskab hos Islamisk Stat, for Dilbrin; det betyder ’hjertesorg’ på kurdisk. Begge drenge er glade, nysgerrige børn, der går i børnehave og lærer tysk. Amsha Alyas ser sønnernes fremtid i Tyskland, og hun er taknemmelig for den tryghed og ligestilling, hun oplever i landet.

    »Men jeg kommer ikke til at få et godt liv. Jeg har givet mit liv til mine børn. Jeg skal nu være både deres far og deres mor«.



  • REDAKTION


    Tekst: Deniz Serinci & Frauke Giebner

    Video: Nima Hajarzadeh

    Foto: Nima Hajarzadeh, Bram Janssen (AP) & Christian Lutz (AP)

    Layout: Caroline Niegaard


    Marwa, Amsha og Lamia blev hentet til Tyskland i forbindelse med en hemmelig særmission.

    Læs historien om et usædvanligt nødhjælpsprojekt, der måske kan fungere som model for fremtidens flygtningepolitik:

    »De havde intet håb tilbage. Vi vurderede, at mange kun ville overleve få uger«

    Redaktionen anbefaler:

    Læs mere:

    Annonce

    For abonnenter

    Annonce

    Forsiden

    Annonce