Et zoologisk mausoleum
Der er 1090 – selv krokodiller og en sabelantilope
Spansk politi har gjort et bizart fund i en lagerhal. Den største samling af udstoppede dyr, der nogensinde er fundet i Europa. Billederne giver et absurd indblik i den kriminelle, taksidermiske underverden.
Det er ikke første gang, det spanske politi finder ulovlige udstoppede dyr. De har set lidt af hvert.
Men i en lagerhal 20 kilometer fra Valencia har de fundet noget, der må have fået betjentene til at stoppe op og tænke:
’Hvad i alverden er det, vi har fundet’?
For her, i den lille landsby Bétera, gemte der sig en privat samling af 1090 udstoppede dyr. Det oplyser politiet palmesøndag på sin hjemmeside. Samlingen skulle ifølge politiet være den største af sin slags fundet i Europa.
Nogensinde.
Den tæller blandt andet elefanter, næsehorn, geparder og isbjørne. Også krokodiller, losser og sneleoparder gemmer sig i hallen. Mest opsigtsvækkende er måske den i naturen uddøde art sabelantilopen, der også er repræsenteret.
Dyr for mange millioner
405 af de udstoppede dyr tilhører ifølge politiet beskyttede dyrearter.
Den store samling blev fundet i en lagerhal på 50.000 kvadratmeter. Det svarer til størrelsen på syv fodboldbaner. Politiet beskriver præsentationen af samlingen som et overdådigt museum.
Politiet har ikke givet oplysninger om ejeren, men indleder en efterforskningsproces for smugleri og overtrædelse af love til beskyttelse af truede dyrearter. Den regionale avis Las Provinciaser mener dog at have identificeret ejeren som en kendt valenciansk forretningsmand.
Han skulle have arvet de fleste af dyrene fra sin far.
Hvorfor samlingen, som også indeholder 198 elefantstødtænder, netop er blevet fundet nu, vides ikke.
Den spanske ordensmagt estimerer, at dyrene har en samlet sortbørsværdi på næsten 30 millioner euro. Det svarer til 223 millioner kroner.
I 2018 fandt de en samling på mere end 200, hvoraf 60 af dem var på FN’s liste over truede dyrearter. Her var blandt andet et udstoppet hvidt næsehorn.
Dengang blev seks mennesker anholdt for at besidde og have handlet med dyrene. Myndighederne vurderede desuden, at dyrene var blevet sendt direkte til en udstopper, hvilket kan udgøre en alvorlig sundhedsrisiko.
Herunder kan du se en video, hvor politiet fremviser de udstoppede dyr. Der er ingen lyd på videoen.
--------------
Rettelse: I en tidligere udgave stod der, at samlingen også rummer udstoppede lodser. Det gør den ikke. Vi mente losser.