Der er tre mænd, som man for tiden synes at skulle holde sig venner med, hvis man vil blive til noget i det republikanske parti i USA: Den ene er Donald Trump, den anden er Florida-guvernøren Ron DeSantis – de to bedste bud på en republikansk præsidentkandidat i 2024.
Den tredje er den mystiske milliardær Peter Thiel.
Med en række store donationer har Peter Thiel stort set egenhændigt ført flere ellers ukendte, unge republikanske kandidater til sejr ved de republikanske primærvalg, og selvom han synes mest tryg ved at bevæge sig i de politiske skygger, så er han i nogle kredse på den mere yderligtgående amerikanske højrefløj ved at opnå en form for kultstatus.
Det uagtet at Peter Thiel er åbent homoseksuel, har boet i de progressives hovedstad San Francisco det meste af sit voksne liv, har skabt sin formue i tech-miljøet i Silicon Valley og indtil for ganske nylig sad i bestyrelsen for Facebook – og selv om han i øvrigt har det lidt stramt med demokratiet som styreform.
