Indimellem er det små beskeder, der tegner det store billede. Indimellem er det små beskeder, der vækker en eftertanke, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Og indimellem er det små beskeder eller deres modsætning – en total tavshed – der får én til at forstå den dyne af løgne og frygt, der har sænket sig over dagens Rusland.
For nylig var det en kendt russisk kunstner, der fra Moskva beklagede ikke at kunne deltage i et interview: »Jeg håber, at du forstår situationen. Både jeg selv og min familie bor i Rusland, så jeg beder dig forstå risikoen«, skrev kunstneren til mig.
En anden russisk bekendt har stadig ikke svaret; det er formentlig det letteste. Og hun er ikke den eneste, der gør sig bemærket med sin tavshed.
En tredje, en stor tilhænger af Ruslands præsident Putin, bakkede også ud, da hun hørte, at et interview med hende skulle stå i et vestligt medie: »Det er for farligt«, lod hun pludselig meddele, men frygtede vist mere, hvad hun ville blive brugt til i vestlig presse end Putin-styret. Myterne om ’os’ selv er også sunket ned gennem det russiske samfund, efterhånden som russiske propagandister i årevis har opmalet Vesten som et skræmmebillede.
