Emmanuel Macron sad i flyveren på vej hjem fra et tre dage langt statsbesøg i Beijing. Frankrigs præsident var ført en hættetrøje med ordene ’La French Tech’ på brystkassen og påstod, at han allerede havde »vundet den ideologiske kamp om strategisk autonomi« i Europa.
Konflikten over Taiwan, som risikerer at udløse en tredje verdenskrig, angik ifølge Macron ikke europæere. Han advarede mod at blive amerikanernes vasal og fastslog, at Europa ikke må lade sig suge ind i en konflikt mellem Kina og USA.
Macrons mest bramfri bemærkninger i flyet blev bortcensureret af hans rådgivere, inden interviewet udkom i netmediet Politico sidste weekend. Men det, der stod tilbage, var rigeligt til at vække ramaskrig på tværs af Atlanten, hvor frygten for en storkonflikt med Kina over Taiwan er stor.
»Macrons udtalelse gjorde desværre krig mere sandsynligt«, siger Matt Pottinger, som i perioden 2017-2021 var national sikkerhedsrådgiver for præsident Donald Trump med ansvar for Kina-politikken.
