Situationen på Helsingørs folkeskoler er nærmest kaotisk. Hvorfor har I ikke forberedt jer noget bedre? Datatilsynet påpeger, at afgørelsen har været på vej siden september sidste år.
»At vi skulle stoppe med Chromebooks var noget overraskende i forhold til de meldinger, der er kommet under forløbet. I september kom Datatilsynet med et påbud om, at vi skulle aflevere en risikovurdering af Chromebook og Google for Education. Den blev afleveret i november. Vi besvarede de supplerende spørgsmål i december. Der har været en løbende dialog med Datatilsynet, blandt andet på møde i marts. Der har vi spurgt, om der manglede noget, og svaret var nej«.
Ifølge kommunens eget referat spørger jeres direktør, om I er tæt på at være i mål. Svaret var ’nej’. Helsingør overholder ikke reglerne, sagde Datatilsynet. På den baggrund er det vel ikke så overraskende, at afgørelsen går jer imod?
